Det var en stor fornøjelse at skygge JUMA (daværende EKKO & The Syrian Roots), da de sidste sommer besøgte programmet Radio24syv – AK24syv i deres studie i København. Det er på helt uforståelig vis allerede halvandet år siden, at vi besøgte Andreas Christiansen i AK24syv, og det skete på en meget, meget varm sommerdag i 2018.

Her kan I se både mini-dokumentaren, som vi har filmet og sammenklippet i bedste “fluen-på-væggen”-stil, men også interviewrækken, der fortæller historien bag projektet EKKO – Esbjerg Kommunes Kreative Orkester.

EKKO – Esbjerg Kommunes Kreative Orkester EKKO fungerer primært som et vadehavsband i Esbjerg Kommune. Orkestret er dog ikke
 bundet til regionen og er da også til rådighed for projekter i resten af landet.

EKKO ønskede at dokumentere en række forskellige emner i deres videoproduktion — som vel egentligt godt kan kaldes for en mini-dokumentar. Først og fremmest ønskede de at få dokumenteret hele historien bag EKKO og hvad EKKO egentlig er for en størrelse. Dette løste vi med interviews af grundlæggerne samt tidligere medlemmer af orkesteret. Dernæst ønskede EKKO også at dokumentere deres visit i Radio24syv, hvor de var gæster i programmet AK24syv.

Se historien bag EKKO i den første video herover, som udmunder i deres besøg hos Radio24syv. EKKOs besøg i Radio24syv (som vi har filmet og sammenklippet i bedste “fluen-på-væggen”-stil) findes også selvstændigt i den anden video. Tak for JUMA og EKKO for turen – det har været en fornøjelse at hjælpe til med at formidle jeres projekt.