I slutningen af september 2019 indlogerede Mads og Philip sig på et af Esbjergs ældste lofter i hjertet af byen. Her tilbragte de tre dage med to guitarer, fire mikrofoner og to kameraer, for at indspille et par akustiske og intime udgaver af sange fra vores kommende LP3.

På de tre dage faldt der omtrent 45,6 mm regn, der blev drukket cirka tre liter mexicansk Chiapas-kaffe og der blev indspillet over fem timers råmateriale. Ud af de fem timer udvalgte vi de bedste og mest velklingende versioner og gav dem en tur igennem maskinen. Vi blev faktisk så grebet af den gode stemning, at vi også indspillede et covernummer: “Powderfinger” af Neil Young. Nummeret “How High” udgav vi første gang i sommeren 2016 som b-side til singlen “Stay in the Sun”.

Her får I alle fire videoer fra vores uformelle Acoustic Sessions. Alt I hører og ser er 100% live – naturligvis!

Teknik og mix af Philip Skovgaard. Mastering af Morten Bue. Film, klip, grade og grafik af 10 Fingers.